Selv om Harry Emil og Klaus havde lovet hinanden at holde en pause fra at kigge på huse, så er de i dag glade for, at Klaus brød aftalen og fandt huset fra 1971 i Gl. Holte. Den markante 70’er-arkitektur og husets mange tidstypiske detaljer fangede deres blik, og selv om de var på ferie på den anden side af kloden, lykkedes det parret at booke en fremvisning den samme dag, de satte fødderne i Danmark igen.
”Der var noget helt unikt over huset, og det var også husets oprindelige bygherrer, der solgte det, så det var aldrig blevet handlet før. Vi faldt pladask for det, så snart vi trådte indenfor. Selve indretningen og fordelingen af pladsen, trælofterne og de mange charmerende 70’-er-detaljer, det er simpelthen sådan et stemningsfuldt hus,” fortæller Harry Emil Madsen.
Da parret havde set huset første gang, gik de et par dage og tænkte lidt, inden de besluttede sig for at kigge på huset igen, da der var åbent hus den følgende weekend.
”Der fik vi et chok. Hele vejen var fyldt med biler, og folk stod i kø for at komme indenfor og se huset. Det var som at gå rundt til en reception med mennesker overalt! På et tidspunkt kigger Klaus på mig og siger; Skal vi ikke bare skrive under med det samme?,” husker Harry Emil.