Loftsudvidelse gav lys og øget livsværdi på Nørrebro
Da Line og Marko fik deres tredje barn, blev der behov for ekstra plads, og de var så småt ved at vinke farvel til deres elskede nabolag i hjertet af København. Men en loftsudvidelse omdannede med et trylleslag en lidt for trang lejlighed til en lys og rummelig bolig, så de kunne blive lige dér, hvor de allerhelst ville være.
Om projektet
- Boligens ejere
- Boligtype og lokation
- Projekttype
- VELUX produkter installeret
Hus eller lejlighed - det svære valg
Når Line og Marko i dag sidder badet i dagslys i lejligheden i to plan, som de sammen har skabt, virker de helt fast forankrede i deres lille krog af Nørrebro. Men vi skal kun få år tilbage, før de lå i svære overvejelser om, hvorvidt lejligheden skulle byttes ud med et hus. Der var for nylig kommet et tredje barn til, og det var begyndt at føles trangt på fjerde sal.
Det var på ingen måde en nem tanke for parret at skulle trække teltpløkkerne op. En stor del af Line og Markos familie og venner bor lige rundt om hjørnet på Nørrebro, og det ville være svært at vinke farvel til den daglige kontakt med dem. Line og Marko arbejder også begge centralt i København, så en flytning ville betyde ekstra tid til pendling morgen og aften. Og så følte de faktisk, at de allerede havde fundet en oase på Nørrebro, der havde meget af den stilfærdige stemning, der ellers ville være pointen med at flytte i hus.
Marko fortæller om deres idylliske nabolag: ”Jeg vil kalde det et smørhul på Nørrebro. Der er ret roligt, men samtidig ligger Nørrebrogade 100 meter herfra. Det føles faktisk nogle gange lidt som et lille landsbysamfund. Skolen ligger lige rundt om hjørnet, og vuggestuen og børnehaven gør det samme. Der er masser af grønne områder og cafeer og legepladser, så det er vi rigtig, rigtig glade for.”
Loftsudvidelse blev redningen
Til Line og Markos held dukkede der en helt ideel løsning på deres svære boligovervejelser op. De fik i deres andelsforening mulighed for at tilkøbe etagen over deres fjerdesalslejlighed. Den ekstra etage var på daværende tidspunkt et mørkt tørreloft, så der skulle lægges en betragtelig indsats i at omdanne de ekstra kvadratmeter til noget beboeligt. Men det blev begyndelsen på et lysfyldt eventyr for parret og deres tre børn.
Line forklarer om loftsudvidelsen: ”Vi havde en fjerdesalslejlighed, som var en sammenlagt lejlighed af to toværelses, så vi havde omkring 100 kvadratmeter. Nu har vi så inddraget tørreloftet over de kvadratmeter, vi allerede havde, så vi har fået omkring 170 kvadratmeter. Vi har etableret en tagterrasse og lavet et stort rum med soveværelse og stue for ligesom at udnytte, at vi har et flot arkitektonisk udtryk. Altså, det er jo et gammelt udtryk, men det synes vi passede godt til lejligheden.”
En loftsudvidelse med lyset i fokus
Da det stod klart for Line og Marko, at de skulle i gang med at udvide deres lejlighed med en ekstra etage, vidste de fra start, at de ville fokusere på at få så meget dagslys som muligt ind på de nye kvadratmeter.
Line fortæller om deres overvejelser: ”Vi har været glade for at bo på fjerde, på trods af at vi har skullet kæmpe os op ad trapperne med små børn og indkøbsposer. Det lys, vi fik, når vi kom derop, har vi været virkelig glade for. Når vi så kunne få femte sal med, så var det vigtigt, at vi kunne udnytte, at vi havde endnu bedre muligheder for at få mere lys ind. Man kan jo ikke ændre så meget på arkitekturen udadtil, når man bor i lejlighed, men det kunne vi her med vinduerne, og så var det bare målet at få så mange som muligt. Så jeg tror endda, vi havde søgt om at få flere, men vi endte altså på 17.”
Det gør uundgåeligt en stor forskel, når en femtesal på kort tid går fra nul til 17 lysindfald, og Marko kan da også bevidne, at det var en overvældende oplevelse, da håndværkerne gik i gang med at skære huller i taget til ovenlysvinduerne, og han og Line fik mulighed for at klatre op ad stigen og tage et smugkig.
”Det var mindblowing at se det første gang. Vi havde boet her i 10 år, hvor det havde været et meget, meget mørkt tørreloft. Så da det blev åbnet op, og lyset strømmede ind, så fik man nærmest kuldegysninger. Det kan jeg nogle gange stadig få.”
- Marko
En blanding af elektriske og manuelle ovenlysvinduer
Planen om at montere hele 17 ovenlysvinduer betød, at Line og Marko sammen med arkitekterne virkelig kunne gå på opdagelse i udvalget af VELUX ovenlysvinduer og finde frem til en optimal samlet løsning. Valget faldt på seks manuelle vippevinduer, to manuelle tophængte vinduer og ni elektriske vippevinduer. Der er åbent til kip i loftsudvidelsen med en højde fra gulv til loft på næsten 10 meter, så det var essentielt at vælge elektrisk åbning til de af vinduerne, som ikke kan nås fra gulvhøjde.
Nem temperaturregulering
Line og Marko blev gennem deres samtaler med arkitekterne bevidste om, at de mange ovenlysvinduer potentielt kunne medføre høje temperaturer i lejligheden. Men ved omhyggeligt at vælge de rigtige VELUX vinduer og gardiner endte de med en løsning, hvor de får den maksimale mængde dagslys ind, men stadig effektivt kan regulere temperaturen, så det er behageligt at opholde sig i lejligheden.
Marko forklarer, hvordan de gik til værks: ”Vi fik installeret mørklægningsgardiner og udvendige solgardiner, især til den side der vender mod aftensolen. Med udvendige solgardiner kan vi sikre os et mere køligt rum, fordi solens stråler ikke varmer rummet op med lige så stor effekt. De elektriske ovenlysvinduer kan vi time, så de åbner op, når vi er på arbejde. Så når vi kommer hjem, har de stået åbne og har kølet rummet ned og udluftet, så der er rart at være.”
I kontakt med årets gang og døgnets rytme
Ovenlysvinduer lukker sammenlignet med almindelige facadevinduer over dobbelt så meget dagslys ind i et rum, og Marko forklarer, at den effekt virkelig kan mærkes i loftsudvidelsen. ”Det giver livsglæde at få en masse lys ind. Især når man bor her i Danmark. Der er en stor del af året, hvor der ikke er så meget lys. Men jo højere op man kommer, jo mere lys er der. Det kan vi helt klart mærke heroppe. Vi har faktisk lys hele året rundt, både vinter og sommer. Selv når solen ikke skinner.”
Line fremhæver også det behagelige i at kunne følge solens gang i løbet af døgnet. ”Der er lys på os hele tiden på en eller anden måde, selv på en gråvejrsdag. Men når solen står skarpt, så giver det nogle flotte skygger ind i rummet. Og når solen går ned og står op, så kan man se de røde skygger inde i lejligheden på vores hvide vægge.
Nye yndlingshjørner til børn og voksne
Ud over at loftsudvidelsen rent praktisk gav den voksende familie ekstra kvadratmeter at brede sig på, bemærker Marko også, at det har givet familiemedlemmerne nye foretrukne hjørner at opholde sig i.
”Der er helt klart blevet mere plads til, at man kan finde sin egen lille krog at være i. Vores mindste søn har fået en hel afdeling, hvor han kan lege med sit legetøj, frem for at det skulle være inde i stuen, som det var før. Og derudover så har vores to store børn jo fået hvert deres værelse, så det har også været en fantastisk ting for dem.”
For Line har loftsudvidelsen også skabt en ny yndlingsplads. ”Foran vores tagterrasse har vi et lille trin, hvor jeg godt kan lide at tage en pude og sætte mig. Det passer jo godt med, at vi har en, der er knap tre år, så man ligesom er i højde med ham og kan sidde og læse.”
Lyst rum med naturlig tiltrækningskraft
Line og Markos ambition om at skabe en tagetage badet i dagslys har båret frugt. De har også kunnet konstatere, at de ikke kun selv er begejstrede for det nye rum, men at deres gæster også er imponerede. Line fortæller: ”Når der kommer gæster på besøg, bliver de overraskede over at komme op og opleve, hvor stort rummet er heroppe. Det forventer man ikke i en klassisk andel på Nørrebro.”
Marko forklarer, at loftsudvidelsen helt naturligt trækker lejlighedens beboere og gæster opad. ”Ja, man trækker opad, når man er kommet hjem fra arbejde. Vi bruger terrassen rigtig meget til at spise, når vejret er godt. Det har været fantastisk at få mulighed for det. Vi bruger også rummet om aftenen til at sidde i stuen og se fjernsyn. Og når vi har venner på besøg, så sidder vi også heroppe og hygger os.”
En loftsudvidelse kan være en effektiv løsning, hvis der mangler plads i din bolig, og du har adgang til en uudnyttet loftsetage.
Elektriske vinduer og udvendige solgardiner er en effektiv metode til at regulere temperaturen og forbedre luftkvaliteten i en bolig.
Ovenlysvinduer udnytter sollyset optimalt, fordi de lukker over dobbelt så meget dagslys ind sammenlignet med almindelige facadevinduer.