Tour de France Femmes avec Zwift er kvindernes største professionelle etapeløb med 154 ryttere i 2026. Som officiel partner besvarer VELUX alle dine spørgsmål om årets løb.
Hvad er Tour de France Femmes?
Tour de France Femmes avec Zwift er den ultimative udfordring i professionel cykling for kvinder. Selvom løbet primært foregår i Frankrig, udvider det i år sine grænser, når rytterne også skal køre i Schweiz. Siden løbets moderne relancering i 2022 har det bragt kvindecykling tilbage på verdens største scene og sat fokus på rytternes styrke, strategi og viljestyrke.
Kvindernes udgave af Touren har en lang historie, der går tilbage til den første version i 1955. Mange år efter fulgte et egentligt etapeløb for kvinder mellem 1984 og 1989, og i 2022 blev det moderne Tour de France Femmes¹ lanceret. Løbet er en kæmpestor platform for elitekonkurrence og inspirerer en ny generation af fans og ryttere inden for kvindernes professionelle cykling.
Hvornår opstod Tour de France Femmes?
Kvindernes Tour de France har en historie med flere vigtige perioder:
1955: Fra 1955 blev der afholdt forskellige cykelløb for kvinder, der mindede om mændenes Tour de France, under forskellige navne (fx Tour de France Féminin og Grande Boucle Féminine Internationale) og over kortere distancer end mændenes tre uger lange løb.
1984–2009: Mellem 1984 og 2009 blev der kontinuerligt afholdt et kvindeligt Tour de France-løb. Det gik under navnet Tour de France Féminin fra 1984 til 1989.
2014–2021: “La Course by Le Tour de France” var et højt profileret endagsløb for kvinder i forbindelse med herrernes Tour².
2022–nu: Det nuværende format Tour de France Femmes avec Zwift blev lanceret og genindførte et fuldt etapeløb på den internationale kalender³.
Hvor og hvornår afholdes Tour de France Femmes i 2026?
Tour de France Femmes avec Zwift 2026 finder sted fra 1. til 9. august 2026. Årets rute strækker sig over to lande: Frankrig og Schweiz. Grand Départ går fra Lausanne, og det er første gang, løbet starter der. Løbet slutter i Nice, og den ikoniske Mont Ventoux er blandt de udfordrende bjergstigninger, feltet skal over⁴.
Hvor mange etaper er der i Tour de France Femmes?
Tour de France Femmes 2026 består af 9 spændende etaper. Ruten er nøje sammensat, så den tester rytternes mange forskellige styrker og sikrer et dynamisk og uforudsigeligt løb.
De 9 etaper fordeler sig sådan:
- 3 flade etaper, velegnet til sprintere
- 3 kuperede etaper for allroundryttere og udbrudsspecialister
- 2 bjergetaper for bjergryttere og favoritter til det samlede klassement
- 1 individuel enkeltstart
Foto: A.S.O./Pauline Ballet
Hvor lang er Tour de France Femmes 2026?
Tour de France Femmes avec Zwift 2026 strækker sig over i alt 1.175 kilometer. Årets rute har en rekordhøj samlet stigning på 18.795 højdemeter, hvilket gør løbet til en ægte udholdenhedstest i kvindernes landevejscykling.
Ruten fører rytterne gennem tre bjergkæder: Jura, Massif Central og Alperne. Efter 3. etape, hvor rytterne kører ind i Frankrig, krydser løbet 12 departementer i 3 regioner.
Den længste etape er 8. etape, som strækker sig over 175 kilometer fra Sisteron til Nice.
Den hårdeste bjergudfordring venter på 7. etape, som slutter på toppen af Mont Ventoux i 1.910 meters højde. Stigningen er 15,7 km lang med 1.354 højdemeter.
Hvilke hold og ryttere deltager i Tour de France Femmes 2026?
Tour de France Femmes 2026 samler 154 ryttere på startlinjen, fordelt på 22 hold med 7 ryttere på hvert hold.
Du kan forvente at se nogle af verdens bedste kvindelige cykelhold, herunder etablerede WorldTour-hold og wildcard-hold, som har gjort sig fortjent til en plads gennem stærke præstationer i løbet af sæsonen.
Foto: A.S.O./Pauline Ballet
Holdets dynamik i cykling
Selvom det er en individuel rytter, der vinder løbet, er professionel cykling grundlæggende en holdsport, som bygger på avanceret taktik og strategi. Hvert hold udpeger en kaptajn, der går efter den samlede sejr eller etapesejre. De øvrige ryttere, også kaldet hjælperyttere⁵, har afgørende roller.
Holdets taktik kan bestå i at beskytte kaptajnen mod vinden ved at lade hende ligge i læ i feltet, hente udbrud eller danne et lead-out-tog, der sætter sprinteren i den perfekte position til en afgørende spurt. At forstå disse dynamikker er afgørende for et holds succes i cykelkonkurrencen.
Hvordan adskiller Tour de France Femmes sig fra herrernes Tour?
Tour de France Femmes emmer lige så meget af elitekonkurrence som herrernes løb, men er mere kompakt med 9 etaper mod herrernes 21. Selvom den samlede distance på cirka 1.175 kilometer er kortere, er etaperne lige så taktisk krævende.
Det, der for alvor binder de to løb sammen, er de ikoniske traditioner. Kvindernes løb indeholder nemlig også kampen om de klassiske trøjer: den gule, den prikkede, den grønne og den hvide.
Hvorfor er Tour de France Femmes kortere?
Kvindernes løb er kortere af flere grunde:
- Gradvis opbygning: Det moderne løb blev genintroduceret i 2022, og arrangørerne udvider det gradvist for at sikre en stabil udvikling.
- Planlægning: Løbet afholdes umiddelbart efter herrernes Tour og bruger noget af den samme infrastruktur og organisation.
- Historisk kontekst: Kvindernes professionelle cykling er stadig i gang med at opbygge sit kommercielle og mediemæssige fundament.
- Strategisk løbsdesign: Arrangørerne prioriterer intense og actionfyldte etaper frem for blot at matche herrernes distance.
Hvorfor deltager kvinder ikke i herrernes Tour de France?
Reglerne fra Union Cycliste Internationale (UCI) adskiller mænds og kvinders konkurrencer i professionel cykling, hvilket gælder i de fleste professionelle sportsgrene. I stedet for at samle løbene har løsningen været at skabe en lige så prestigefyldt pendant: Tour de France Femmes avec Zwift⁶.
Hvem har vundet Tour de France Femmes i tidligere år?
- 2022: Annemiek van Vleuten vandt den første moderne udgave efter en dramatisk afslutning, hvor hun indhentede et stort tidstab på den sidste etape og sikrede sig sejren.
- 2023: Demi Vollering dominerede løbet og vandt med en klar margin, hvilket understregede hendes position som en af de bedste etapeløbsryttere i kvindecykling⁷.
- 2024: Den polske rytter Katarzyna Niewiadoma vandt løbet og fik stor opmærksomhed, hvilket løftede interessen for løbet markant i Polen.
- 2025: Pauline Ferrand-Prévot fra Frankrig vandt og skabte stor begejstring i hjemlandet. Andre bemærkelsesværdige resultater i 2025 var Lorena Wiebes, som vandt pointkonkurrencen (den grønne trøje), og Elise Chabbey, der vandt bjergkonkurrencen (den prikkede trøje).
Hvem er favoritterne i Tour de France Femmes 2026?
Hvem skal du holde godt øje med i Tour de France Femmes 2026? Selvom de officielle startlister ikke er offentliggjort, er der allerede stor opmærksomhed omkring flere stærke navne. Ser man på tidligere resultater og konsekvente præstationer, kan du forvente en intens kamp mellem tidligere vindere og stærke udfordrere i årets løb.
Demi Vollering
Det er ikke overraskende, at Demi Vollering nævnes som en af de helt store favoritter. Du husker hende måske fra hendes dominerende sejr i 2023. Den hollandske rytter er kendt for sin styrke i bjergene og er i dag en af de mest markante etapeløbsryttere.
Pauline Ferrand-Prévot
Der vil være stor opmærksomhed på Frankrigs egen Pauline Ferrand-Prévot. Efter hendes sejr i 2025, som skabte stor begejstring i hjemlandet, bliver hun en af de helt centrale profiler i 2026-løbet. Spørgsmålet er, om hun kan forsvare sin titel?
Katarzyna Niewiadoma
Polske fans vil uden tvivl heppe intenst på deres stjerne Katarzyna Niewiadoma. Hendes sejr i 2024 gjorde hende til et stort navn og skabte generelt en markant øget interesse for cykelløbet i Polen. Mange vil følge spændt med for at se, om hun kan genfinde den form, der sikrede hende den imponerende sejr.
Hvor meget tjener vinderen af Tour de France Femmes?
Den samlede præmiepulje for Tour de France Femmes avec Zwift 2026 er 250.000 €. Selvom det er en betydelig investering i professionel cykling for kvinder, er det stadig langt lavere end præmiepuljen i herrernes Tour de France, som er på cirka 2,3 millioner €. Forskellen bliver mindre i takt med løbets voksende betydning.
Hvorfor hedder det “avec Zwift”?
Du har sikkert lagt mærke til “avec Zwift” i løbets officielle navn. Zwift, den populære platform til indendørs cykling, er titelsponsor og har spillet en afgørende rolle i relanceringen af Tour de France Femmes.
Deres partnerskab med løbsarrangøren Amaury Sport Organisation (A.S.O.) har sikret den nødvendige investering til relanceringen af et fuldt etapeløb for kvinder i 2022. Deres støtte har været afgørende for at løfte løbets profil og niveau til international topklasse. Zwift har forlænget sit engagement frem til 2029 og sikrer dermed, at løbet fortsætter med at vokse og udvikle sig.
Hvor kan man se Tour de France Femmes 2026?
Er du klar til at følge det spændende løb? Hvis du leder efter et sted at se Tour de France Femmes, er der gode nyheder. Løbet sendes bredt i hele Europa.
I Danmark kan du følge løbet på TV 2 eller Eurosport. Du kan også streame det på HBO Max.
Vil du også gerne undgå tung luft, ubehagelige temperaturer og genskin på skærmen? Få vores enkle tips om frisk luft, dagslys og meget mere.
Et partners perspektiv: VELUX og Touren
Som officiel partner er VELUX stolte af at være en del af fortællingen om Tour de France og Tour de France Femmes avec Zwift. Vores partnerskab er baseret på fælles værdier.
Hvad er VELUX’ rolle som officiel partner?
Dagslys og frisk luft er helt centrale for det, vi arbejder med. Det afspejles også i vores navn: “VE” for ventilation og “LUX” for lys. Hver dag arbejder vi på at bringe de to elementer ind i hjem og bygninger og skabe et bedre indeklima og en bedre forbindelse mellem mennesker og natur.
Professionel cykling er en perfekt platform til at sætte fokus på det budskab. Det er en udendørssport, der hylder sundhed og trivsel. Værdier, der stemmer perfekt overens med vores egne. Partnerskabet giver os mulighed for at komme tættere på kunder og cykelfans over hele verden.
Under hele løbet kan du se VELUX på startnumrene hos alle ryttere i Tour de France, Tour de France Femmes avec Zwift og L’Étape du Tour. Vi bakker også op om Lanterne Rouge – den sidste rytter i det samlede klassement. Vi hylder den enorme udholdenhed, der kendetegner hele løbet, og det afspejler vores fokus på fællesskab.
Jagten på dagslys med VELUX: Hvordan kan fans opleve Touren?
Vi glæder os til at bringe VELUX oplevelsen ud til de millioner af fans, der står langs ruten.
Du finder os i reklamekaravanen, der hver dag kører foran rytterne. Vores unikt designede køretøjer giver en sjov og levende præsentation af vores produkter og skaber det, vi kalder “det køligste sted i Touren” i de varme sommertemperaturer. Hold også øje med vores røde VELUX bøllehatte, som giver skygge og hjælper dig med at holde hovedet køligt, mens du hepper på dine favoritter.
Foto: Charly Lopez, Billy Ceusters, A.S.O.
VELUX er også til stede i de forskellige fanområder. Kom endelig forbi og besøg vores hyggelige omgivelser, hvor du kan deltage i aktiviteter eller bare slappe af og nyde den livlige stemning omkring løbet.
FAQ
Hvad er rekorden i Tour de France Femmes?
Rekorden for hurtigste samlede tid i den moderne Tour de France Femmes avec Zwift (siden 2022) tilhører Katarzyna Niewiadoma. Hun gennemførte løbet i 2024 i tiden 24t 36' 07" (primært på grund af den kortere distance på 949 km det år).
Hvad er rytternes gennemsnitshastighed i Tour de France Femmes?
I Tour de France Femmes avec Zwift ligger gennemsnitshastigheden typisk omkring 43 km/t på flade etaper og omkring 34 km/t på bjergetaper i højderne.
Hvem kan deltage i Tour de France Femmes?
Kun de bedste professionelle kvindehold bliver inviteret til løbet, herunder UCI Women’s WorldTeams og udvalgte wildcard-hold. Hvert hold stiller typisk med syv ryttere.
Hvilke trøjer uddeles i Tour de France Femmes?
Som i Tour de France køres der om fire klassementstrøjer:
- Den gule trøje: Samlet vinder af løbet
- Den grønne trøje: Pointkonkurrencen
- Den prikkede trøje: Bjergtrøjen
- Den hvide trøje: Bedste unge rytter
Alle klassementer følger regler fastsat af Union Cycliste Internationale.
Hvad er pointkonkurrencen i Tour de France Femmes?
Pointkonkurrencen belønner topplaceringer på etaper og ved mellemsprint. Rytterne optjener point undervejs i løbet, og føreren bærer den grønne trøje.
Hvordan afgøres vinderen af Tour de France Femmes?
Vinderen er den rytter, der har den hurtigste samlede tid på tværs af alle etaper. Det kaldes det samlede klassement, og løbets fører bærer den gule trøje.