Syddansk Universitet i Odense

700 m2 ovenlys med lysbånd 

Det tekniske fakultet under Syddansk Universitet er indviet i 2015, og er den daglige ramme for mere end 3000 studerende og 300 medarbejdere. De 19.000 kvm. rummer tre af universitets institutter og forskere, studerende og medarbejdere har med bygningen fået en enestående ramme for at levere tekniske løsninger på samfundets fremtidige udfordringer. De flydende og lette overflader skaber lys, luft og rummelighed for bygningens brugere, og forbinder ude- og inde miljøer på en måde som understøtter funktionen. Bygningen er tegnet af arkitektfirmaet C.F. Møller og er i lavenergibyggeri i energiklasse 2015.

Broerne under de 70 meter lange stræder forbinder undervisningslokaler, kontorer og projektrum. Dagslyset over broerne og gangarealerne giver bygningen en lethed og inviterer til samarbejde og læring på tværs af institutter, forskning, studerende og eksterne brugere af bygningen.

Ovenlyset består af i alt 700 m2 ovenlys baseret på VELUX ovenlysmoduler. Ovenlyset er monteret i frie spænd på 260 cm. over en præfabrikeret tagkonstruktion, og giver et let og svævende udtryk med de slanke kompositprofiler. På de varmeste dage og ved kraftigt sollys skaber den integrerede solafskærmning en dynamisk lyskontrol, og ovenlyset fungerer yderligere som både komfortventilation og brandventilation af bygningen. Ovenlyset er projekteret af arkitektfirmaet C.F. Møller i samarbejde med facadeentreprenøren HS Hansen, og er installeret af HS Hansen. ​​​​