Guide: Skab et sundt indeklima i sommervarmen

Vi har brug for frisk luft, dagslys og en behagelig temperatur for at skabe et godt indeklima. Få gode tips til at optimere indeklimaet i dit hjem her.

Vi tilbringer 90 % af vores tid indendørs, og 2/3 af den tid tilbringer vi derhjemme. Din bolig er derfor det ideelle sted at starte med at forbedre dit og din families indeklima.

”Et sundt indeklima er vigtigt – både for vores sundhed og velbefindende. Mange private boliger er dog så tætte, at de faktisk skaber et dårligt indeklima, og det kan medføre både hovedpine, irriterede øjne, astma og allergi,” forklarer Peter Foldbjerg, der er senior manager i VELUX Danmarks videnscenter for dagslys, energi og indeklima.

Et sundt indeklima handler ikke kun om frisk luft. Mængden af dagslys er også vigtigt for vores døgnrytme, da vi har brug for dagslys for at være friske om dagen og mørke for at sove godt om natten. Derudover skal temperaturen være behagelig, og det kan være en udfordring om sommeren, når solen bager udenfor.

”Den forbedrede isolering, der holder på varmen om vinteren, kan også medføre, at boligen bliver for varm om sommeren,” forklarer Peter Foldbjerg.

 

Sådan forbedrer du dit indeklima

Heldigvis kan du selv gøre meget for at forbedre indeklimaet. Peter Foldbjerg giver her sine tre bedste tips til et bedre indeklima.

1. Luft ud tre gange dagligt

Dette tip har de fleste hørt før. Selvom det giver god mening at lukke så meget frisk luft ind som muligt, er det de færreste af os, der rent faktisk får det gjort, når hverdagen rammer med travle morgener og trætte børn og voksne om eftermiddagen.

Men det er vigtigt. Især hvis du vil dine børn det godt. Børneværelser er nemlig typisk de steder med dårligst indeklima, da der er meget kemi fra legetøj og partikler fra elektronik.

Vil du være sikker på at få luftet godt ud, kan du overveje et vindue med automatisk styring. Det betyder, at du kan indstille dit vindue til at åbne og lukke på bestemte tidspunkter af døgnet.

 

2. Gør dine soverum mørke om natten

Et mørkt soverum er vigtigt for at få en god nattesøvn. Mørket understøtter nemlig udskillelsen af søvnhormonet melatonin, der fortæller din hjerne, at nu er det nat og dermed tid til at sove.

Derfor er det en god ide at have mørklægningsgardiner i soveværelset og børneværelset. Især nu, hvor vi går de lange, lyse sommernætter i møde.

 

3. Skab en behagelig temperatur

I kølvandet på sidste års ekstremt varme sommer er overophedning et nyt begreb, vi er nødt til at forholde os til. Når det er så varmt udenfor, oplever mange, at der bliver ubehageligt varmt i deres bolig.

Heldigvis er nætterne stadig forholdsvis kølige, så det hjælper på indeklimaet at sørge for at have åbne vinduer om natten, hvor udetemperaturen er lav.

Derudover kan du overveje at sætte solafskærmning på dine vinduer. En udvendig markise er for eksempel meget effektiv, da den transparente netdug lukker alt solvarme ude og samtidig lader lyset slippe ind. En markise kan reducere rumopvarmningen med op til 73 %.

 

 


Halvandenplanshus med ovenlysvinduer i Søborg
Se galleri