Orangeriet i Vedbæk

En historisk ejendom i Vedbæk nord for København gennemgik i 2016/17 en gennemgribende og smagfuld renovering, hvor bygherren valgte VELUX glasmoduler i det smukke, gamle orangeri.
Historien

Den 2. maj i det Herrens år 1800 blev bygningen ibrugtaget som gartneri, orangeri og staldbygning til den daværende Eisted Herregård. Blot fem kilometer derfra lå det hensygnende Hirschholm Slot, hvor en af Danmarkshistoriens største skandaler udspillede sig knap 20 år forinden. 

Kongens livlæge og rådgiver Struensee havde reelt tiltvunget sig magten over Danmark og tilmed indledt et forhold til dronningen. Det endte i en blodig henrettelse af Struensee og landsforvisning af Caroline Mathilde, der oprindeligt kom fra England. Man sagde, at Hirschholm Slot døde af skam. Sandheden er, at det i flere år stod ubeboet, inden det i år 1810 blev revet ned.

Da vedligeholdelsen af slottet i begyndelsen af 1800-tallet var kostbart for kongen, og riget generelt fattedes penge, flyttede man værdifulde genstande til de ejendomme, som tilhørte de lokale herremænd i området. Herunder Eisted Herregård i Vedbæk. Derfor stammer flere genstande og udsmykninger på den nyrestaurerede ejendom oprindeligt fra Hirschholm Slot.
Renoveringen

Bygherre og arkitekt Benjamin Salomon besluttede sig i fællesskab for at rekonstruere den barokke stil, hvor symmetri og lige linjer er i højsædet. Hele huset er tegnet og skitseret i 3D for at få det rigtige udtryk i alle rum. Hele ejendommen er belagt inde og ude med natursten med samme oprindelige udtryk fra 1800-tallet. Trævarer og vægpaneler er specialproduceret af Københavns Listefabrik. Hovedentrepenør er Energihuset2020.

Det gamle orangeri er moderniseret efter alle kunstens regler. Glastaget med VELUX ovenlysmoduler dækker hele det 90 m2 store rum, og hvert enkelt modul er 90x280 cm og med en 100 procent integreret solafskærmning, der kan bringe skygge ind i orangeriet, når det ønskes. Det moderne glasudtryk harmonerer flot med de pudsede facader, de sortglaserede Jacobi-tegl og de småsprossede vinduer. Orangeriet er blevet familiens foretrukne opholdsrum – både i dagligdagen og når gæster melder sin ankomst. Når man ser billederne, forstår man hvorfor.