Man kunne fristes til at kalde det et håndværkertilbud i eget hjem. Da familien Ibfeldt købte overetagen i det hus, de allerede boede i, var drømmen at skabe et lyst og moderne udtryk. Hele 15 ovenlysvinduer gjorde drømmen til en lyslevende virkelighed.

Hvis et postnummer kan være ikonisk, må ”2860 Søborg” være et godt bud. Lidt længere end et stenkast fra TV-Byen, hvorfra Danmark Radio sendte fjernsyn i fem årtier, ligger familien Ibfelts murstenshus på en stille villavej mellem Gladsaxevej og Søborg Hovedgade. 

Familien havde længe boet i husets stueplan, men savnede nogle flere kvadratmeter at boltre sig på. Da deres ældre overbo flyttede ud, fik de muligheden for at købe boligens overetage. Det krævede dog lidt mere end en bøtte hvid maling og en kærlig hånd at tage de nye værelser i brug.

”Da vi overtog overetagen, var der ét stort rum heroppe med køkken og to små ekstra værelser ovenpå. Så det var i to etager, og der var meget mørkt,”

siger Jonas Ibfelt.

For at omsætte drøm til virkelighed tog familien fat i en boligarkitekt, der skulle hjælpe med at omdanne de gamle og mørke rum til lyse, funktionelle værelser. Det var en god idé, for selvom familien havde sine egne tanker og idéer, så drog familien nytte af de professionelle øjne på projektet.

”Udgangspunktet var, at vi gerne ville have en bolig, som var moderne og lys, og der var det jo meget naturligt at tænke nogle vinduer ind. Arkitekten kunne se nogle løsninger, som vi ikke selv kunne se. Så at få hjælp udefra til at se mulighederne i et projekt som vores, vil jeg helt klart anbefale,” siger han.

Dagslyset kom til at spille en vigtig rolle i renoveringen, for facadevinduerne kunne på ingen måde alene skabe den lyse overetage, som familien drømte om. I dag bliver man allerede på trappen mellem stueplanet og førstesalen mødt af overvældende meget dagslys, som de fire ovenlysvinduer i en ”Dannebrogsløsning” bidrager med. Udover dagslyset, som strømmer imellem de to plan, så har vinduerne også en praktisk funktion.

”Vi havde det problem, at gå-højden i trappeopgangen blev lige snert nok. Løsningen med at lave et stort dannebrogsvindue gav os for det første en masse lys, som jo er fantastisk, men også en gå-højde på trappen, som gjorde den anvendelig,” siger Jonas Ibfelt.

I dag fremstår villaen i Søborg ligeså lys og moderne, som familien Ibfelt havde drømt om. I overetagen er der blevet plads til et forældresoveværelse og to børneværelser, som hver især nyder godt af to ovenlysvinduer. Herudover en repos, hvor det er muligt at slappe af på en daybed med udsigt til himmel og havens træer, samt en hems, hvor børnene har et ekstra frirum.

Det har løsningen kostet
Der er i alt monteret fire elektrisk, fjernbetjente VELUX INTEGRA ovenlysvinduer og 11 manuelle VELUX vippevinduer i boligen.

De 15 ovenlysvinduer inklusive inddækning, hjælpespær, dampsspærre og isoleringssæt har i alt kostet ca. 127.800 kr. inkl. moms (2019-priser). Hertil kommer udgifter til montage. Spørg din tømrermester for priser eller se VELUX Danmarks vejledende listepriser.
Halvandenplanshus med ovenlysvinduer i Søborg
Se galleri

Anvendte produkter

Sådan kommer du i gang