
Verdens første Aktivhus i børnehøjde vinder guldMagasinet Byggeri har kåret børneinstitutionen Solhuset til Årets bedste Byggeri i "Åben Kategori".
Solhuset i Hørsholm er et stærkt eksempel på, hvordan godt energidesign kan skabe en overproduktion af energi fra vedvarende energikilder, mens indeklimaet samtidig tilgodeses med masser af dagslys og frisk luft.
Byggeri bidrager til børnenes trivselDommerkomitéen, der blandt andet består af Adm. Direktør i Dansk Byggeri, Lars Storr-Hansen, Direktør i Danske Arkitekter, Christian Lerche og Adm. Direktør i Byggeriets Evalueringscenter, har lagt vægt på energidesignet i udvælgelsen af Solhuset som Årets Byggeri i konkurrencens åbne kategori:
"Solhuset er et eksempel til efterfølgelse for landets mange kommunale bygherrer. En børneinstitution, hvor arkitektur og et godt energidesign giver en overproduktion af energi fra vedvarende energikilder, mens indeklimaet tilgodeses med masser af dagslys og frisk luft. Dermed bidrager byggeriet positivt på smukkeste vis både til børnenes trivsel, leg og læring såvel som til miljøet. Tilmed kan det VELUX finansierede projekt være med til at skabe værdifuld dansk know-how inden for fremtidens daginstitutioner og lignende bygninger", lyder begrundelsen fra dommerkomitéen.
Indeklima der nedbringer indlæringsproblemer"Solhuset" i Hørsholm viser vejen for, hvordan indeklimaet kan spille en hovedrolle i fremtidens byggeri. Udgangspunktet for de involverede parter har ikke alene været at skabe et hus, der kan det hele i forhold til energiforbrug, energiproduktion og CO2-udledning. Men også at skabe et hus med et behageligt og - frem for alt - sundt indeklima, der nedbringer risici for allergi og indlæringsproblemer, blandt andet på grund af den indvendige mængde af dagslys og frisk luft.
Tagkonstruktion udnytter sollys optimaltHuset byder den besøgende velkommen med en karakteristisk savtakket profil over sorte bræddeklædte facader. De mange saddeltage har dels givet en naturlig plads til solfangere, der leverer opvarmning og varmt vand til huset, men gør også op med den gængse forestilling om, at en børneinstitution er en lav kasse med fladt tag. Yderligere sikrer saddeltagene, at der kan trækkes mængder af lys ind i huset.
Værd at vide om Solhuset
Daginstitutionen Solhuset er udviklet i et strategisk partnerskab mellem Hørsholm Kommune, VKR Holding og Lions Børnehuse.
Solhuset er opført af Hellerup Byg i samarbejde med Christensen & Co arkitekter og Rambøll.
Integreret daginstitution i Hørsholm Kommune med areal på 1300 m2. Solhuset er normeret til 100 børn.
Bygningen er CO2-neutral og mindst selvforsynende med energi via 50 m2 solfangere, 1.000 m jordvarmeslanger og ca. 250 m2 solceller.
Bygningen overholder energiklasse 1 - før brug af vedvarende energi.
Vinduerne leverer en væsentlig del af varmen til forbrug i opvarmningssæsonen.
Solhusets rum har 3,5 gange så meget dagslys som bygningsreglementets krav i dag.
Frisk luft sikres gennem kombination af automatiseret naturlig og mekanisk ventilation med varmegenvinding (hybrid ventilation). Alle rum modtager dagslys fra minimum to sider.
Der er benyttet genanvendelige materialer; herunder svanemærkede eller indeklimamærkede overflader, maling mv. Alle materialer er bæredygtige, både i forhold til produktion, i byggefasen samt i den efterfølgende brug, vedligeholdelse og bortskaffelse.
