"Mit vindue er utæt"
Hvis du, for eksempel efter en kraftig regnskylle, opdager, at dit vindue er utæt, vil det næsten aldrig være regnvand, der er trængt ind. Vinduet er beskyttet mod regn ved den udvendige aluminiumbeklædning. Vandet, der trænger ind, er sædvanligvis kondens. Kondens dannes på flere forskellige måder.
Nedkøling af udvendig beklædning
Når det regner, bliver den udvendige beklædning afkølet af den relativt kolde regn. Det resulterer i, at området under beklædningen også bliver afkølet. Derfor vil pakningerne, som beskytter mod vindindtrængning (træk) ligeledes blive relativt kolde. Er den indvendige luftfugtighed samtidig høj vil den varme, fugtige luft danne kondens på pakningerne. Når der er dannet nok kondens på pakningerne, vil det samle sig i form af dråber og begynde at løbe ned. Kondens kan forekomme i meget større mængder, end man umiddelbart forestiller sig.
Læs mere om kondens
Udskiftning af pakninger
Hvis dine pakninger er gamle (mere end 10 år), vil de højst sandsynligt være stive og tørre. Det betyder, at de ikke længere virker efter hensigten. Varm og fugtig luft vil nu kunne sive ud gennem pakningen. Derved dannes der kondens på den udvendige beklædning, som kan løbe ned bagved beklædningen. På et tidspunkt vil kondensvandet dryppe ned ved området mellem vindueskarmen og -rammen, og hvis pakningen ikke fungerer, vil vandet finde et svagt punkt og trænge ind.
Du bør udskifte pakningen, så vinduet slutter hermetisk tæt mellem karm og ramme. Pakningen på bagsiden af ventilationsklappen skal også slutte fuldstændig tæt ved ventilationsspalten.
Da det er afgørende, at den rigtige pakning anvendes på det rigtige sted, vil det være en god idé at lade vores afdeling for Service & Reservedele stå for udskiftningen. Uanset hvor i landet du bor, bliver udskiftning af pakning udført til en fast pris. I forbindelse med servicebesøg tilbyder vi samtidig et gratis sundhedstjek af alle dine VELUX ovenlysvinduer.
Bestil et VELUX servicebesøg
Ramme ikke parallel med karm
Som det fremgår af ovenstående, er det afgørende, at pakningen mellem karm og ramme virker efter hensigten. Hvis pakningen er i orden, og du stadig har problemer med indtrængende vand – specielt når det er koldt udenfor – kan det skyldes, at karm og ramme ikke er monteret rigtigt i forhold til hinanden. Det er vigtigt, at rammen er absolut parallel med vindueskarmen.
Du kan enten kontakte din lokale tømrer eller Service & Reservedele hos VELUX for at få hjælp til at løse problemet.
Rensning af inddækning
Kan vandet ikke spores til området mellem karm og ramme, men er synligt ved lysningspanelet og/eller på indersiden af væggen omkring vinduet, kan det skyldes, at inddækningen er fyldt med visne blade eller mos. Nedfald kan forhindre vandet i frit at løbe væk fra vinduet. I stedet bliver vandet presset over kanten på inddækningen og ud på taget eller ind i området mellem inddækning og karm. Derfor er det meget vigtig at rense inddækningen for blade m.v. mindst én gang om året, så regnen frit kan passere ned langs inddækningens side.
Læs mere om rensning af inddækning