 |
Dug - et naturligt fænomen
Dug kan i kortere perioder dannes på udvendig side af moderne lavenergiruder. Fænomenet skyldes ikke defekte ruder – tværtimod. Det er den naturlige konsekvens af rudens høje isoleringsevne.
Dug opstår når temperaturen på udvendig side af glasset når den udvendige lufts dugpunkt. Det opstår normalt i perioder, hvor den relative luftfugtighed når tæt på 100 procent – specielt om natten og tidligt om morgenen. |
Du kan se det samme fænomen i naturen på græs og blade. Vinduet tager aldrig skade af denne midlertidige fugtpåvirkning.
Dug dannes oftere på ovenlysvinduer end på facadevinduer. Det skyldes, at taget afkøles hurtigere end en lodret væg eller et facadevindue. På grund af rudens gode isoleringsevne, kan bygningens varme ikke passere gennem ruden, og på skyfrie nætter bliver ydersiden af glasset nemt afkølet til under dugpunktet.
Materialerne i ovenlysvinduet vil ikke tage skade af den kortvarige fugtpåvirkning udefra. Den største gene ved dug er, at fænomenet forringer udsynet i morgentimerne.
Hvordan forhindrer man dug?
Kondensdannelse på udvendig side af ruden kan stort set undgås, hvis man monterer en udvendig solafskærmning, som blokerer varmestrålingen fra vinduet.