
Om vinduer og dagslys
Der er flere forhold, du skal tænke på, hvis du vælger at sætte vinduer i din facade eller dit tag:
Vinduets type: Har du fx brug for store eller små vinduer? Og skal glasset være almindeligt tolags eller særlige isoleringsruder?
Vinduets placering: Skal vinduet sidde lavt eller helt oppe ved tagryggen? Vil du have vinduer på den ene eller begge sider af rummet?
Indvendig og udvendig solafskærmning: Passer det dig bedst med gardiner indenfor eller solafskærmning monteret udenpå vinduet? Eller både/og?
Omkringliggende bygninger og træer: Hvad omkring boligen kan skygge for lyset?
Vinduets type
Sæt dig først og fremmest godt ind i de mange forskellige typer af facadevinduer og ovenlys. Det bedste alternativ til mørke stuer og blussende radiatorer er vinduer af god kvalitet med lavenergiruder. En isoleringsrude er fx en rigtig god investering.
Mængden af dagslys, der slipper gennem en rude, bliver mindre jo flere lag glas, lyset skal passere. Fx lader en tolags glasrude ca. 80 pct. af lyset passere igennem. Det betyder ikke, at du vil opleve, at du får mindre lys ind. Men sidder du i direkte sollys fra vinduet, vil det føles mindre varmt. Samtidig holder de flere lag glas bedre på varmen inden døre. Alt i alt giver isoleringsruder et mere behageligt og ensartet indeklima.
De fleste ovenlysvinduer standardmonteres med lavenergiglas. Den særlige belægning er udformet, så den lader så meget lys og så lidt varme som muligt slippe igennem, hvilket giver et behageligere indeklima og kun en anelse mindre lys.
Placering af vindue
Et vindues placering i facaden eller taget spiller en stor rolle for både mængden og kvaliteten af det dagslys, vinduet lukker ind. Jo højere du placerer vinduet, jo mere lys giver det. Og jo mere dags- og sollys du lukker ind, desto mindre bliver behovet for kunstigt lys.
Ovenlys kan monteres mod alle verdenshjørner. Vil du gerne have masser af sol og lys ind gennem vinduet, er sydvest den bedst mulige placering, fordi du får lyset ind hele dagen og langt ud på aftenen. Hvis ovenlyset skal sidde højt, er det en god idé at købe elektrisk betjente vinduer. Samtidig skal du som tommelfingerregel regne med, at lysets styrke halveres for hver meter, det trænger ind i boligen.
Afskærmning mod lys og varme
Passer det dig bedst med gardiner indenfor eller en markise monteret uden på vinduet? Solafskærmning, som monteres udvendigt, er den bedste løsning, hvis solens varme skal holdes ude, mens indvendige gardin- og persienneløsninger giver flere muligheder for at regulere lys og skygge – og for at holde på varmen i rummet.
Indendøre skærmer du af for ovenlys helt som ved almindelige vinduer, altså med gardiner eller persienner. De skal selvfølgelig være skabt specielt til ovenlysvinduer, og her kan du få afskærmning i alle tænkelige afskygninger. Lige fra mørklægningsgardiner til tynde plissékvaliteter eller kombinationsgardiner, der er to gardiner i ét. Men der findes også el- og soldrevne gardiner, gardiner der skærmer mod støj eller insekter, gardiner der isolerer mod varme eller kulde og gardiner med et væld af andre funktioner.
Træer og bygninger
Høje træer og bygninger begrænser indfaldet af dagslys. Hvis du vil montere et nyt vindue i din bolig, bør du derfor gå efter en placering, der ikke ligger i skygge af omgivelserne.